glas kunsthåndværk

World Craft Region Bornholm

Traditionen for kunsthåndværk er lang på Bornholm. Også på det felt indtager øen en særstilling ikke bare i Danmark, men i Europa og resten af verden.

I 2017 opnåede Bornholm den ære, at blive udnævnt som World Craft Region som det første sted i Europa.

Bag titlen står World Craft Council (WCC), som er den største internationale organisation for promovering af kunsthåndværk. WCC arbejder non profitable, non governmental og er anerkendt af UNESCO.

I begrundelsen for at udnævne Bornholm lyder det: "Juryen, der vurderede den bornholmske ansøgning om at blive WCC kunsthåndværker region, var meget imponeret over kvaliteten, autenciteten og den høje standard af bornholmsk kunsthåndværk. Den rige tradition, oprindelig baseret på produktion af glas og keramik, har ført til en bred, rig og solid symbiose af værksteder, museer, biennaler og uddannelsesfaciliteter på øen. Juryen oplevede, at det høje bornholmske niveau inden for alle typer af kunsthåndværk er fuldt på højde med det internationalt bedste.”

Historisk set har det ikke mindst været øens forekomster af godt ler, der har dannet basis for produktionen af keramik. Allerede i middelalderen solgtes bornholmske potter i hele østersøområdet. I 1900-tallet opstod en række småindustrier, bl.a. Hjorths Keramikfabrik, der i dag fungerer som arbejdende museum. Senere kom kendte fabrikker som Michael Andersen og Søholm til.

Flere familier står særligt centralt i kunsthåndværkets historie på Bornholm. Bl.a. familierne Hjorth, Vasegaard, Munch-Petersen og Høm har ladet disse håndværkstraditioner leve videre med generationerne.

Glas- og Keramikskolen i Nexø blev etableret i 1997 og blev i 2010 fusioneret med Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering. I årenes løb har flere af eleverne herfra slået sig ned på Bornholm efter endt uddannelse.

Læs om Kunstrundens deltagere via dette link